Kommune, byggeri og tilladelser: Hvornår skal I i dialog med kommunen?

Et industrielt BESS-anlæg (battery energy storage system) er ikke et apparat, virksomheden bare stiller op. Det er en fast installation på en grund, og dermed kommer kommunen ind i billedet, længe før anlægget kan tages i brug. For en beslutningstager er det ofte uklart, hvornår og hvorfor kommunen skal involveres. Svaret er, at kommunen optræder i flere roller på samme tid: som byggemyndighed, som planmyndighed, gennem sit redningsberedskab og som myndighed for grundvandet.

Denne artikel gennemgår, hvornår de forskellige spor udløses, og hvad de handler om: hvornår et anlæg kræver en byggetilladelse, hvordan lokalplan og landzone kan sætte lokale rammer, hvordan brand vurderes af det kommunale redningsberedskab, og hvordan hensynet til grundvandet håndteres i kommunens planlægning. Formålet er at gøre bureaukratiet forståeligt. Det er ikke juridisk rådgivning, for den konkrete afgørelse afhænger altid af det enkelte site og afklares i dialogen med kommunen.

Hvornår et anlæg kræver en byggetilladelse

Det første spor er byggesagen. Et batterianlæg af industriel størrelse hviler på et støbt fundament og er en fast bebyggelse, og derfor behandles det efter de almindelige regler for byggeri. Byggeloven gælder for opførelse, ombygning og nedrivning af bebyggelse, og bygningsreglementet, som er en bekendtgørelse under byggeloven, fastsætter et minimumsniveau for byggeriets egenskaber. Det er ikke selve batteriet, reglerne handler om, men det byggeri, det udgør på grunden.

Ansvaret for at overholde reglerne ligger hos bygningsejeren, men afgørelsen ligger hos kommunen. I praksis er det den enkelte kommune, der behandler byggesager og udsteder byggetilladelse og eventuel dispensation. Kommunen er altså byggemyndighed og vurderer, om et konkret projekt kan tillades på adressen. Om et bestemt anlæg kræver en byggetilladelse, afhænger af projektets karakter og omfang, og det er en af de ting, der afklares tidligt.

Selve ansøgningen foregår digitalt. Ansøgning om byggetilladelse indsendes til kommunen via ansøgningsportalen Byg og Miljø, hvor man ud fra adressen kan se, hvilke regler der gælder på stedet, og hvilken dokumentation kommunen skal bruge. Herefter foregår korrespondancen i portalen, indtil kommunen har truffet sin afgørelse. Byggetilladelsen er dermed en selvstændig myndighedsbehandling, der skal være på plads, før anlægget lovligt kan opføres.

Plan- og lokale rammer: lokalplan og landzone

Byggeloven er ikke det eneste regelsæt, kommunen kan bringe i spil. Ud over byggeloven og bygningsreglementet kan anden lovgivning være relevant, blandt andet planloven, som regulerer byggeri i landzone og i lokalplanlagte områder, og miljøbeskyttelsesloven. Et anlægs placering kan derfor være underlagt lokale rammer ud over de generelle byggeregler.

Den mest almindelige lokale ramme er lokalplanen. Kommunen behandler byggesager efter bygningsreglementet, men på visse områder kan kommunen fastsætte strammere eller anderledes regler, og det sker ved, at kommunen vedtager en lokalplan. En lokalplan kan regulere, hvad et område må bruges til, og hvordan der må bygges, og den kan derfor have betydning for, om et batterianlæg kan placeres et bestemt sted. Der kan desuden ligge begrænsninger i tinglyste servitutter på ejendommen.

Ligger grunden i landzone, kommer et ekstra spor til. I landzone kræver det som udgangspunkt en landzonetilladelse at opføre nyt byggeri eller ændre anvendelsen af arealer, og det er kommunalbestyrelsen, der er myndighed og ved den enkelte ansøgning skal foretage en konkret afvejning af de hensyn, der ligger bag reglerne. Formålet er at undgå spredt bebyggelse i det åbne land. Der findes undtagelser i planlovens bestemmelser, men udgangspunktet er, at et nyt anlæg i landzone forudsætter en tilladelse. Om lokalplan eller landzone spiller ind, er site-specifikt og noget, der skal afdækkes for den konkrete adresse.

Brand set fra det kommunale redningsberedskab

Brand er det tredje spor, og her sker det gennem redningsberedskabet. Baggrunden er, at litium-ion-batterier indeholder store mængder energi, og at et større anlæg derfor behandles som en brandmæssig risiko. De brandforebyggende regler er fastsat med hjemmel i beredskabsloven, og i visse tilfælde kan kommunalbestyrelsen bestemme, at bygninger og grundarealer, som udgør en vis risiko, skal indrettes og benyttes, så risikoen for brandfare mindskes mest muligt, og forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder sikres bedst muligt. Det er den bestemmelse, et større BESS typisk vurderes efter, og reglerne fungerer som en overbygning til bygningsreglementets brandkrav.

I praksis er det den kommunale del af beredskabet, der står for sagen. Beredskabsstyrelsen administrerer reglerne ved de større brand- og eksplosionsfarlige virksomheder, mens kommunalbestyrelsen i andre tilfælde har ansvaret, og arbejdet varetages oftest af kommunens beredskabsforvaltning. Det er altså det kommunale redningsberedskab, en virksomhed typisk er i dialog med om brandforholdene.

Beredskabsstyrelsens vejledning om brandsikring beskriver, hvornår dialogen bør indledes. Når en virksomhed vil opstille et større BESS, bør virksomheden kontakte det kommunale redningsberedskab for at høre, om der vil blive fastsat brandmæssige vilkår til anlægget. Som et vejledende pejlemærke betragter vejledningen et oplag som større, når den samlede kapacitet overstiger 2.000 kWh. Vilkårene kan blandt andet handle om, at anlægget skal placeres med en forsvarlig afstand til skel og bygninger, men de præcise vilkår fastsættes konkret fra sag til sag. Der findes ikke en enkelt, fast afstand i meter, som gælder for alle anlæg.

Grundvand fra myndighedernes vinkel

Det fjerde spor er grundvandet, og det er ofte det, der har størst betydning for, om en placering overhovedet kan lade sig gøre. Her optræder kommunen som den myndighed, der i sin planlægning skal tage hensyn til drikkevandet. Beskyttelsen knytter sig til tre udpegninger fra den statslige grundvandskortlægning: områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsoplande til almene vandværker uden for OSD og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Reglerne stiller krav til kommunens arealplanlægning. Kommunerne skal friholde OSD og indvindingsoplande for nye virksomhedstyper og anlæg, som kan medføre en væsentlig fare for forurening af grundvandet, og boringsnære områder skal friholdes for arealanvendelse, der kan øge faren. Vurderingen af, om et anlæg kan medføre fare, er kommunens opgave. Ligger en ønsket placering i et af disse områder, er det derfor ikke givet, at et anlæg uden videre kan opføres der.

Der findes dog en vej, når en placering kræver, at faren afværges. Hvis en anvendelse kræver, at der etableres tiltag for at afværge en fare for forurening, udløser det en grundvandsredegørelse, hvor kommunen skal redegøre for de nødvendige afværgeforanstaltninger. Det er her, en fysisk barriere kommer ind. Vores installationer bygger på en kommunal godkendt løsning, der er dimensioneret til at forhindre, at væske fra et brand, herunder slukningsvand fra brandvæsenet, kan føre batterikemi ud i grundvandet. Den løsning er netop den type afværgeforanstaltning, en kommune kan lægge til grund for at anse en placering for forsvarlig i et følsomt område. Selve den fysiske inddækning, og hvem der udfører den, er beskrevet i sit eget spor i guiden om det fysiske forberedelsesarbejde; her er pointen alene, at den svarer til det, myndigheden efterspørger.

ZynexGroups tilgang til anlægsvurdering

Vi håndterer dialogen med kommunen og byggesagen på virksomhedens vegne og ansøger om de relevante brand- og byggetilladelser. Det omfatter byggesagen via Byg og Miljø, dialogen med det kommunale redningsberedskab og de spørgsmål om plan og grundvand, som placeringen rejser. En central del af værdien i et nøglefærdigt forløb er, at virksomheden ikke selv skal finde rundt i de fire spor og de forskellige dele af den kommunale forvaltning.

Vi behandler grundvandsbeskyttelsen som en reel del af løsningen. Den inddækning, vi forbereder, er en fysisk barriere, der er godkendt i praksis under særligt streng grundvandsbeskyttelse, og som ligger typisk over et standard BESS-fundament. Vi kan forklare, hvad barrieren er til for, men vi kan ikke love et bestemt udfald af en brand, og vi navngiver ikke en bestemt kommune. Vi kan heller ikke på forhånd garantere en byggetilladelse eller et bestemt svar fra redningsberedskabet, fordi afgørelserne ligger hos myndighederne. Igennem hele forløbet har virksomheden én fast kontaktperson hos os, så den samme person kender sagen fra den indledende dialog til den løbende kontakt med kommunen.

Begrænsninger og forudsætninger

Den kommunale proces indeholder forhold, der ligger uden for både vores og kundens kontrol. Om et anlæg kræver en byggetilladelse, om en lokalplan eller en landzonetilladelse spiller ind, og hvilke brandvilkår redningsberedskabet fastsætter, afgøres konkret for den enkelte adresse. Det samme gælder grundvandet: ligger grunden i et beskyttet område, kan det stille krav, der påvirker både design og tidsplan, og i nogle tilfælde kan en placering vise sig ikke at være mulig. Derfor er den bedste tilgang at få de forhold frem tidligt, mens de stadig kan tages højde for.

Sagsbehandlingstiden er en selvstændig usikkerhed. Der findes ikke en fast behandlingstid, hverken hos kommunen eller hos netselskabet, og netop byggetilladelse og netansøgning er blandt de spor, der oftest bliver en flaskehals. Nettilslutningen er sit eget myndighedsspor og er behandlet i guidens artikel om ansøgningen hos netselskabet, ligesom tidsplanen og de typiske forsinkelser er beskrevet særskilt. Pointen er, at de kommunale tilladelser er selvstændige processer, som en tidsplan må behandle som estimater, ikke som faste datoer.

Samlet perspektiv

Kommunen kommer ind i et BESS-projekt, fordi et batterianlæg er en fast installation, der berører flere hensyn på én gang. Som byggemyndighed vurderer kommunen selve byggeriet, og ansøgningen sker via Byg og Miljø. Som planmyndighed kan den via lokalplan og landzoneregler sætte lokale rammer for, hvor og hvordan der må bygges. Gennem redningsberedskabet kan den fastsætte brandmæssige vilkår for et større anlæg. Og som myndighed for grundvandet skal den sikre, at en placering i et følsomt område ikke øger faren for forurening, om nødvendigt gennem afværgeforanstaltninger som en godkendt inddækning. En virksomhed, der kender sporene tidligt, kan gå ind i dialogen med kommunen forberedt frem for at blive overrasket undervejs.

Få vurderet potentialet for jeres facilitet

Overvejer I et industrielt BESS-anlæg, er den kommunale proces en del af den samlede vurdering: hvor anlægget skal placeres, om adressen ligger i et lokalplanlagt område eller i landzone, og om grunden ligger i et grundvandsfølsomt område. Vi bruger den type oplysninger sammen med jeres nettilslutning og forbrugsprofil til en indledende vurdering af, om der er et match, og til at tage en databaseret dialog om det videre forløb, herunder hvad den kommunale dialog på adressen realistisk indebærer. I er velkomne til at kontakte os her.