← All articles
    BESS 101da2026-04-25

    Hvilke komponenter indgår i et industrielt BESS-anlæg

    Hvilke komponenter indgår i et industrielt BESS-anlæg?

    Et BESS-anlæg (Battery Energy Storage System) er ikke én enkelt enhed, men et sammenkoblet system af komponenter, der hver især udfører en specifik funktion. Anlæggets samlede performance, levetid og sikkerhed afhænger af det svageste led i kæden. Det er derfor afgørende at forstå, hvad et industrielt BESS-anlæg faktisk består af, inden man vurderer et tilbud eller sammenligner leverandører.

    Et typisk industrielt BESS-anlæg bygger på fem hovedkomponenter: batteripakken, inverteren (PCS), Battery Management System (BMS), transformeren og styresoftwaren. Nedenfor gennemgås hver komponent, dens funktion og hvorfor kvaliteten på det enkelte niveau har direkte konsekvenser for det samlede anlæg.

    Hvilke komponenter indgår i et industrielt BESS-anlæg

    1. Batteripakken

    Batteripakken er det fysiske lager af energi. Den består af et antal battericeller, der er grupperet i moduler, som igen er samlet i racks eller skabe. Kapaciteten måles i kilowatt-timer (kWh) og afgør, hvor meget energi anlægget kan opbevare ad gangen.

    I industrielle BESS-anlæg anvendes forskellige celletyper; man ser hyppigt LFP-kemi (Lithium Iron Phosphate). Kemien er valgt primært på grund af termisk stabilitet og cykluslevetid og ikke energitæthed, som man vil se i en elbil. I en stationær installation anses vægt og volumen for mindre vigtige end i en elbil, mens brandsikkerhed og den totale mængde opladninger og afladninger (cyklusser) prioriteres højest.

    Batteripakkens kvalitet defineres blandt andet af cellernes oprindelse, produktionshomogenitet og kapslingsklasse. En pakke med uensartede celler degraderer hurtigere, fordi hele modulet i praksis følger den svageste celle.

    2. Inverteren (PCS – Power Conversion System)

    For at batteripakken kan oplades eller aflades, skal inverteren være på plads. Inverteren konverterer mellem jævnstrøm (DC) i batteriet og vekselstrøm (AC) i elnettet. I et industrielt BESS-anlæg er inverteren to-vejs: den konverterer både når batteriet oplades fra nettet og når det afgiver energi til nettet eller facilitetens eget forbrug.

    Inverterens effekt måles i kilowatt (kW) og afgør, hvor hurtigt batteriet kan oplades og aflades. Forholdet mellem inverterens effekt og batteriets kapacitet (kW/kWh) bestemmer, hvilke anvendelser anlægget bedst kan udføre. En lav effekt i forhold til kapaciteten egner sig bedst til tunge systemydelser som mFRR og aFRR, mens en højere effekt er bedst til hurtige anvendelser som frekvensregulering.

    Konverteringseffektiviteten, den såkaldte rundturseffektiviteten, ligger typisk på 92–96% for invertere i den industrielle klasse. Forskellen mellem en inverter på 94% og en på 90% akkumulerer sig over 6.000–10.000 cyklusser og kan ændre det samlede afkast mærkbart over anlæggets levetid.

    3. Battery Management System (BMS)

    Battery Management Systemet er anlæggets sikkerhedslag og levetidsforvalter. BMS'et overvåger i realtid hver celles spænding, strøm og temperatur. Den afbryder drift, hvis parametre bevæger sig uden for sikre grænser, og den balancerer ladning mellem cellerne, så hele pakken slides jævnt frem for at lade de svageste celler definere degraderingstakten.

    BMS'et er også datakilden til State of Health (SoH) — den målbare parameter, der beskriver, hvor meget af batteriets oprindelige kapacitet der er tilbage. SoH er den værdi, som kapacitetsgarantier typisk er bundet til.

    Et underdimensioneret eller utilstrækkeligt BMS er en af de mest almindelige årsager til tidlig degradering og, i sjældne men alvorlige tilfælde, til termiske hændelser. På tværs af et BESS-anlægs levetid er BMS'et derfor en kritisk komponent, selv om den sjældent omtales i salgsmateriale.

    4. Transformatoren

    Industrielle BESS-anlæg tilsluttes typisk enten på lavspændingsnet (400 V) eller, ved større anlæg, på mellemspændingsnet (10 kV). Transformatoren sørger for, at der leveres strøm med den rigtige spænding og fase i begge retninger.

    Transformatoren er den komponent, der oftest er underdimensioneret i prisoptimerede anlæg. En korrekt dimensioneret transformator, der kører inden for sit belastningsområde, holder typisk i 20–30 år. En underdimensioneret transformator varmer op under belastning, hvilket både øger tab og forkorter levetiden.

    For et dansk BESS-anlæg gælder det, at både transformator og tilslutning skal opfylde Energinets tekniske forskrifter. Dokumentationen af dette indgår i godkendelsesprocessen ved tilslutning til det kollektive elnet.

    5. Styresoftwaren

    Et industrielt BESS-anlæg styres på to niveauer: et fysisk og et operationelt.

    Battery Management Systemet (BMS) håndterer den fysiske drift på celleniveau. Det overvåger spænding, temperatur og strøm i realtid og sikrer, at batteriet opererer inden for sikre grænser.

    Styresoftwaren opererer ovenpå dette lag og bestemmer, hvordan batteriet anvendes i praksis.

    Den er typisk cloud-baseret og træffer løbende beslutninger om:

    • hvornår batteriet oplades

    • hvornår det aflades

    • hvor energien anvendes

    Beslutningerne baseres på data fra flere kilder, herunder spotpriser fra Nord Pool, tarifstrukturer fra netselskabet, signaler fra Energinet samt facilitetens eget forbrug.

    Hvis spotprisen er lav, og tarifbelastningen er høj senere på dagen, kan softwaren eksempelvis vælge at oplade batteriet om natten og aflade det i spidsbelastningsperioder.

    Kvaliteten af styresoftwaren afgør i praksis, hvor stor en del af det tilgængelige indtægtsgrundlag anlægget realiserer. En løsning, der kun reagerer på spotpris, vil udnytte en begrænset del af de muligheder, der findes i det danske elmarked.

    Hvordan hænger komponenterne sammen som et system?

    De fem komponenter er ikke uafhængige enheder, men et tæt integreret system. Softwaren giver styringskommandoer, som BMS'et enten udfører eller afviser baseret på cellernes tilstand. Inverteren oversætter mellem batteriets DC og nettets AC. Transformatoren bringer spændingen i overensstemmelse med tilslutningspunktet.

    Et BESS-anlæg præsterer optimalt, når komponenterne er dimensioneret til hinanden. En stor batteripakke bag en underdimensioneret inverter giver uudnyttet kapacitet. En avanceret inverter styret af primitiv software udnytter ikke muligheder på markedet. Systemets samlede værdi bestemmes af, hvor godt helheden er sammensat, og ikke af summen af de enkelte specifikationer.

    Hvad sker der, hvis én komponent er underleverandørkvalitet?

    Et BESS-anlæg er en investering med en tilbagebetalingsperiode på typisk 5–7 år og en forventet driftslevetid på 15–20 år under nuværende danske markedsforhold. I den tidshorisont kan selv en enkelt underdimensioneret eller lavkvalitetskomponent ændre anlæggets økonomi mærkbart.

    Konkrete konsekvenser af svage komponenter:

    • Tier 2- eller Tier 3-battericeller har typisk hurtigere degradering og mindre pålidelig kapacitetsgaranti. Det reducerer den effektive kapacitet over tid og øger modpartsrisikoen, hvis leverandøren ikke længere eksisterer, når garantien aktualiseres.

    • En underdimensioneret inverter begrænser, hvilke indtægtsstrømme anlægget profitabelt kan deltage i særligt ift. hurtige systemydelser med høje effektkrav.

    • Et utilstrækkeligt BMS øger både degraderingstakten og sikkerhedsrisikoen.

    • En transformator uden tilstrækkelig overkapacitet slides hurtigere og giver forhøjede tab over anlæggets levetid.

    • En generisk styresoftware uden direkte integration med danske markedsmekanismer efterlader en stor mængde af indtægter på bordet.

    Det er sjældent én stor fejl, der undergraver et BESS-anlæg. Det er ofte flere små kompromiser i komponentvalget, der tilsammen flytter tilbagebetalingsperioden med 1–2 år.

    Hvad ZynexGroup anvender og hvorfor

    ZynexGroup anvender Roche Energy som primær batterileverandør. Valget er truffet på baggrund af tre kriterier: dokumenteret Tier 1-klassificering, 10-årig kapacitetsgaranti på celleniveau og leverandørens strukturelle kapacitet til at honorere garantien over anlæggets levetid.

    For Styresoftwaren har ZynexGroup et samarbejde med Hybrid Greentech. Det muliggør direkte integration med danske markedsmekanismer (spotmarked, FCR, aFRR, mFRR osv.) via en balanceansvarlig samt med tarifstrukturer fra de enkelte netselskaber. ZynexGroup har in-house-software til 24/7-overvågning af alle battericeller og andre kritiske komponenter, så vi er proaktive og ikke reaktive for at sikre, at batteriet altid yder, som det skal.

    ZynexGroup skræddersyer hvert enkelt projekt ud fra facilitetens nettilslutning, forbrugsprofil og driftsformål. Der er ikke én standardopsætning, der passer til alle anlæg, og det bør der heller ikke være.

    Få vurderet potentialet for din facilitet

    Hvis du ønsker at vide, om et BESS-anlæg er relevant for jeres virksomhed, kan vi udarbejde en indledende vurdering. Når du kontakter os, beder vi typisk om data på jeres nuværende nettilslutning og forbrugsprofil. På baggrund af det vender vi tilbage med en faktabaseret beregning af anlæggets dimensionering og de forventede økonomiske scenarier under nuværende markedsforhold. [Anmod om en anlægsvurdering her] (https://zynexgroup.com/da/contact)